Virtuel julenissse

27. januar 2021

Leon går rundt med en skuespiller i maven

Det er ikke lige til at se det, når man bliver ekspederet af Leon Berbati på hans fritidsjob i Kvickly i Aars. Især ikke for øjeblikket, hvor han bærer mundbind, så man kun ser hans venlige øjne og mørke hår. Men der er i virkeligheden gemt noget af en skuespiller i ham, når han bliver sluppet fri foran et kamera. Sådan som det ofte sker på gymnasiet, hvor han går i 3k. Så kan han udtrykke meget med sin ansigtsmimik og sit kropssprog.

Det får han selvfølgelig ikke lejlighed til så tit pt., hvor gymnasiet er lukket ned, og al undervisning foregår virtuelt. Leon har dog ikke helt tabt modet og siger følgende om den nuværende situation. ”Man har efterhånden vænnet sig til at være en elev i disse Corona-tider, men jeg kan godt mærke, at jeg savner det sociale liv i og uden for gymnasiet.

Alle vores lærere er imidlertid rigtig gode til at hjælpe og guide os igennem online-timerne. Vores fransklærer er f.eks. god til at inkludere alle i timen, så vi alle får sagt noget, og nogle ikke kommer bagud i forhold til andre. Det gør da i al fald fransktimerne mere effektive og spændende. Dog er det stadig bedre at være der fysisk, fordi jeg føler, at jeg lærer bedst på den måde. Men nu er vi jo midt i denne situation, så det handler om at få det bedste ud af det, da vi alle skal igennem det sammen”.

Leon var oprindeligt udset til at være vært på et digitalt juleshow, der skulle streames til alle klasserne før jul, men det blev aflyst pga. nedlukning.

Programmet fra juleafslutningen 2020, som desværre blev aflyst.
Programmet for juleafslutningen med Leon som julenisse til venstre og Andreas Lund Drejer, 2k, til højre.

Så var der bedre mulighed for at udfolde sig kreativt, da Leon startede på VHG i 2018. Ved indgangen til gymnasiet skal man vælge et kreativt fag. Her var det oplagt for ham at vælge mediefag (de to andre muligheder er musik og billedkunst).

Inspiration allerede i 1.g

Ved overgangen til studieretningsklassen afholdt gymnasiet nogle KREA-dage med indkaldte professionelle instruktører. Bl.a. skuespilleren Marie Louise Wille, og her sugede Leon til sig af alle de fif, de fik lært ved indspilningen af en film om lavt selvværd.

Senere har kammeraterne kunnet se ham optræde i flere små film, der er blevet afspillet på fredagens morgensamlinger på gymnasiet. I 1.g modtog han også en pris som bedste skuespiller ved den årlige filmgalla-fest.

Leon modtager prisen for bedste skuespiller til VHGs filmgalla i 2019.
Leon modtager prisen for bedste skuespiller til VHGs filmgalla i 2019.

Leon har naturligvis også holdt ved mediefag som valgfag med Ulla Silfverberg Andreasen som lærer. Lige nu er holdet i gang med et lille individuelt projekt derhjemme, hvor de skal lave deres egen madfilm, som gerne skulle være inspireret af en instruktør eller en film. Dog synes vores skuespiller ”in spe”, at det er sjovere at være sammen i grupper og arbejde sammen, for så kan man levere et bedre stykke arbejde, end når man arbejder alene, synes han.

Endelig kommer meget af tiden i foråret til at gå med at udarbejde studieretningsprojektet (SRP). Da Leon går på studieretningen ”Krop og Sundhed”, har han valgt Biologi A og Idræt C som sine to fag, og han ser frem til at arbejde med emnet ”kost og kroppen”.

Jobbet i Kvickly forbliver altså bare et fritidsjob, idet han stadig har drømmen om at blive skuespiller. ”Det kommer vel med tiden”, slutter han af med at sige, ”hvis man kæmper for det, tænker jeg”. Ligesom det er lykkedes for andre tidligere elever fra VHG. F.eks. Jakob Svensmark og Karla Rosendahl Rasmussen.

Et klip fra en scene, som Leon er med i fra filmen "Har du bollet min søster?"
Et klip fra filmen “Har du bollet min søster?” – en action-stunt-film lavet i mediefag.