Kunst af Henrik Saxgren

Billeder fra det yderste Thule

Portræt af Henrik Saxgren i sort-hvid.

På første sal længst mod øst, dvs. oven over auditoriet, er vi så heldige at have nogle fotografiske værker hængende, taget af den kendte fotograf Henrik Saxgren (født 1953 i Randers).

Det er Ny Carlsberg-fondet, der har deponeret disse billeder hos os. Det skal vi være taknemmelige for. Dels er de meget inspirerende at se på, dels kan de måske indgå i nogle undervisningssammenhænge.

I Politikens kronik d. 23/1 2019 satte Henrik Saxgren dem selv ind i en sammenhæng og fortalte om, hvad de 700 km på hundeslæde som forarbejde til bogen ”Ultima Thule” havde betydet for ham.

I kronikkens indledning bruger han et billede af en bokser til at karakterisere sin livsholdning op til rejsen i 2014:

”Efter at have levet det meste af mit liv som en frembusende bokser, der gik i konfrontation for at fremtvinge en afgørelse før tid, lærte jeg i Arktis, at det sande mesterskab består i at falde af på slagene og afstå fra de slagsmål, man alligevel ikke kan vinde. Når man svæver som en sommerfugl, preller slagene af på en og efterlader kun ringe effekt, så man kan stå helt frisk og koncentreret, når naturen vælger at åbenbare sin åndeløse skønhed for én”.

Sommerfugl malet på rude. Grønlands indlandsis ses i baggrunden.

Moder Jord bestemmer

Dvs., at han har fået øjnene op for, hvor små vi er i forhold til naturens enorme kræfter: ”Kloden har eksisteret i mere end 4,5 milliarder år, mennesket har været her i mindre end 150.000 år. I det perspektiv er vi en ganske lille parentes. Kloden sætter betingelserne, og vil vi være her, må vi indordne os”.

Henrik Saxgren: Depot, Kiataq. 2015
Henrik Saxgren: Depot, Kiataq. 2015

I kronikken får man også en del fakta om de seks rejser i Thule-distriktet over tre år (hver rejse varede en måned; altså sammenlagt seks måneder, hvor han boede med fangerne ude på havisen halvdelen af tiden):

“Da jeg i april 2014 kørte med Ilannguaq og hans 13 hunde ud fra Qaanaaq, anede jeg ikke, hvad der ventede mig. Vejret var elendigt og sigtbarheden det samme. Men en forudsætning for, at jeg tre år senere havde været med til at hjembringe både isbjørn, narhval og hvalros, havde rod i det øjeblik, da jeg i 2014 pludselig opdagede, at det bedste sted for mig at være var på en hundeslæde med en fanger, som jeg knap kunne tale med”.

Henrik Saxgren: Ilannguaq, Savissivik. 2016
Henrik Saxgren: Ilannguaq, Savissivik. 2016
Henrik Saxgren: Mamarut efter narhval. 2015
Henrik Saxgren: Mamarut efter narhval. 2015

Savissivik

En del af billederne på første sal er fra Savissivik. Om denne lokalitet fortæller han:

”For mere end 10.000 år siden gennembrød en kæmpe meteor atmosfæren over Kap York, og den byge af meteoritter, som himmelfænomenet efterlod, ændrede livets gang i hele det arktiske område. Nogle meteoritter faldt i fjeldene og de, som ikke gjorde, borede sig igennem havisen og ligger nu på havets bund.

Der gik flere tusinde år, inden nogen opdagede værdien af disse stykker jern fra verdensrummet, men da det skete, blev redskaber lavet af jern fra disse meteoritter spredt over hele det arktiske område. På den måde kom jernalderen til Arktis, inden den kom til Europa.

Igennem mange generationer vidste fangerne, at de skulle til Savissivik for få jern, og fund i området viser, at de har bearbejdet jernet på stedet.

’Savik’ betyder kniv (af jern) og Savissivik betyder ’stedet, hvor du finder jern’.

Jeg ankom til ’stedet, hvor du finder jern’, første gang i marts 2016. Bygden Savissivik ved Kap York – to og en halv times helikoptertur fra Qaanaaq. Bygden er uden sammenligning det mest øde og det mest fantastiske sted, jeg har været i Grønland. For mig inkarnerer Savissivik hele forestillingen om arktisk Grønland. Bygden ligger syd for De Dødes Fjord, og isbjergene ligger helt ind til stranden. Der bor 50 mennesker i dette lille samfund – og hvilke mennesker?

Varm velkomst

Jeg er blevet budt velkommen med store smil af næsten samtlige af bygdens beboere og var efter et par timer helt øm i kæberne af at smile tilbage. Jeg boede i et lille hus ved siden af storfangeren Qaerngak’, der havde tre nypelsede isbjørneskind hængende uden for sit hus.

Jeg boede i huset i mere end to måneder, og næsten hver dag – når jeg ikke var på jagt og fangst i Baffinbugten med andre fangere – kom Qaerngak’ til kaffe (og Marabou-chokolade) i mit hus. Vi kunne ikke tale sammen, men det betød intet. Vi drak kaffe, spiste chokolade og udvekslede smil. Det var rigeligt til at udfylde en times selskab”.

Henrik Saxgren: Olennguaq med sine børn. 2016
Henrik Saxgren: Olennguaq med sine børn. 2016

Startede som skolelærer

Henrik Saxgren var egentlig kommet til Savissivik for at tage på isbjørnejagt med Olennguaq (billedet ovenfor), men han var blevet nødt til at påtage sig tjansen som bygdens skolelærer, da den autoriserede skolelærer var sprunget fra i sidste øjeblik. Så den første isbjørnejagt blev med Markus og Magnus. Om denne jagt fortæller han meget levende i kronikken:

”Jeg skulle have mad med til tre dage, så jeg stod tidligt op for at koge ris og stege kylling. Jeg blandede kyllingekødet med risen, og inden jeg lukkede plastikposerne, hældte jeg en dåse flåede tomater i. To portionsafmålte aftensmåltider lige til at varme på en primus og i madkassen 12 rugbrødsmadder med leverpostej og rødbede.

Batterierne til mine kameraer havde jeg opladt i løbet af natten.

Vi var to slæder. Og vores jagtmark var Baffinbugten – fra De Dødes Fjord til Kap Melville.

Henrik Saxgren: De dødes fjord. 2016
Henrik Saxgren: De dødes fjord. 2016

Magnus kørte med 15 hunde – Markus og jeg med 17. En time fra Savissivik så vi de første bjørnespor. Isen på fjorden var tung efter flere dages snestorm. Men solen var fremme, og jo længere vi kom ud mod det åbne hav, jo større og mere majestætiske blev isbjergene.
Jeg sad og øvede mig i at fryse og kunne konstatere, at dét var jeg egentlig blevet meget god til.

Metoden er enkel. Man skal bare tænke: Nu fryser jeg og det er o.k.
Og så kan man rent meditativt tvinge hjernen til at afvise alle de impulser, der forsøger at rubricere det som ubehageligt og i stedet tænke på det som en udfordring – et tilbud om at opleve en anden måde at være i verden på.

Jeg fandt altid ro i denne meditative øvelse, men pludselig blev roen afløst af et højt råb:

– NANOOK!

Der var friske spor, og Markus skreg som en ravn for at opildne sine hunde.

Vi var foran Magnus, og der var stadig flere kilometer ud til iskanten, men hundene havde tydeligvis fært. Og så fik vi også visuel kontakt.

Det overraskede mig, hvor let bjørnen var at skelne ude i den dybfrosne ødemark. Men isbjørnen er gul og skiller sig tydeligt ud.

På et splitsekund forvandlede et halvsløvt hundespand sig til et nådesløst ulvekobbel.

Nu var det rent instinkt! Hundene piskede af sted, og mens jeg måtte holde fast med begge hænder, kravlede Markus behændigt ud i spidsen af slæden og skar skaglerne over med sin kniv. Nu var alt overladt til hundene. De var sat fri, og hundeslæden stod bomstille.

Minuttet efter kom Magnus piskende forbi, og inden jeg så mig om, var Markus sprunget på hans slæde, som også blev trukket af ulve og derfor ikke kunne stoppe.

Så stod jeg dér – alene tilbage i ødemarken. En halv kilometer længere fremme kunne jeg se, at hundene havde jaget bjørnen op på toppen af et isbjerg.

Jeg fik bundet min kamerataske af slæden og begyndte at løbe ud mod bjørnen og hundene.

Jeg vidste, at en del af bjørnejagten er at træne hundene til den næste jagt, og at jægerne derfor ville lade hundene kontrollere bjørnen 10-15 minutter, inden de tog livet af den. Så selv om det var lidt stressende at løbe alene rundt på flade kamikker midt ude i isbjørneland, var jeg ikke bange for at miste momentet. Og jeg nåede da også frem i tide. Og fik mine billeder.

Og resten var business as usual.

Dyret pelses og slagtes. Hundene får deres lunser, og vi får en kop kaffe”.

Henrik Saxgren: Markus med bjørn og hunde. 2016
Henrik Saxgren: Markus med bjørn og hunde. 2016

Forholdet til naturen

I slutningen af kronikken vender Henrik Saxgren tilbage til billedet med bokseren:

”Jeg opdagede hurtigt, at Thuleboerne er beskedne mennesker med et afklaret forhold til den natur, de lever i. Men der var specielt én ting, der virkelig slog mig: De går aldrig op imod naturens kræfter – de bevæger sig med dem. De viger frem for at udfordre. De venter frem for at trodse. Som en elegant bokser, der kan tage en træffer, fordi han forstår at ’gå med’ slaget, på samme måde bevæger fangerne sig med naturen. De går ikke i infight, men slår hellere lejr og venter.

Når naturen igen finder ro, stikker de hovedet ud af teltet og bevæger sig videre. Det er som en dans med en partner, der ikke vil lade sig føre.

Det er denne dans på kanten af udslettelse, der er så dragende. Når undergangen er konstant nærværende, skabes der en respekt og ærbødighed over for de kræfter, der alligevel er uden for menneskers kontrol.

Mere mellem himmel og jord

Da den dansk/norske præst, Hans Egede kom til Grønland i 1721, dyrkede inuitterne en skriftløs naturreligion fuld af ritualer og tabuer. Den opfyldte behovet for en forståelsesramme for de prøvelser, som naturen påtvang dem, men samme naturreligion var også fyldt med ret uhensigtsmæssige ritualer. F.eks. skulle en fangerkone gå baglæns ned til stranden i et helt år, hvis hendes mand harpunerede en hvalros med foster.

Selv er jeg ikke-troende og dyrker heller ikke en romantisk forestilling om nogen ur-religion, der er andre religioner overlegen. Og jeg har hverken røgelse eller små klokker i mit hjem. Men jeg har oplevelser i Grønland, som helt klart må kaldes spirituelle. Jeg modtager simpelthen på nogle helt andre frekvenser, end jeg gør i Danmark.

Billedet: Sommerboplads, Narsaarsuk. 2015
Henrik Saxgren: Sommerboplads, Narsaarsuk. 2015

Engang boede jeg alene i en hytte i 14 dage, men jeg var på intet tidspunkt i tvivl om, at der også var en anden til stede i hytten. Og det levede jeg fint med. Jeg fandt det hverken ubehageligt eller specielt underligt.

At være i nuet

Under arbejdet med min bog udviklede jeg også en stærk følelse af at være medie.

At nogen ville vise mig noget.

At jeg bare skulle sætte mig op på hundeslæden og lade mig føre med.

At tingene ville komme til mig, hvis jeg undlod at efterstræbe dem.

I Arktis er det naturen, der sætter betingelserne.

Hele livet reduceres til et JA eller et NEJ. Vil du med, eller vil du ikke med?

Det er en meget meditativ måde at være i verden på.

Og den evne – at være i nuet – er kommet til mig sent i livet, og jeg betragter det som en sjælden gave. Under mit arbejde med bogen havde jeg en fornemmelse af, at jo større fare jeg trodsede og jo flere strabadser jeg overkom, jo mere generøst kvitterede naturen. At den – for enden af en stor udfordring – stillede sig an i sin ypperste pragt, lige foran min linse. Som om der var et overordnet regnskab, der opererede med et universelt princip: Du får ikke mere end det, du giver!

I de tilfælde, hvor jeg følte, at min indsats havde været for beskeden i forhold til det drama og den skønhed, naturen havde åbenbaret for mig, kunne jeg finde det nødvendigt at blive ude på isen et døgn eller to ekstra.

Jeg havde svært ved at give fangeren en rationel forklaring på, hvorfor vi skulle blive, når alle andre kørte hjem? Men i mit sind var der ingen tvivl. Jeg havde fået mere, end jeg havde givet, og følte mig forpligtet til at genoprette balancen”.

Billedet: Iskanten og Herbert Ø. 2014
Henrik Saxgren: Iskanten og Herbert Ø. 2014