Aars, VHG og kunsten gennem 60 år

Det følgende er et forsøg på at undersøge forholdet mellem byen, gymnasiet og de kunstneriske udfoldelser dér.

I en notits i gymnasiets årsskrift 1963-64 erfarer man, at en billedvæverske, Anne Thomsen, er blevet valgt, blandt flere kandidater, til at løse en udsmykningsopgave i gymnasiets samlingssal. I et referat fra Ny Tid (28/11-63) kan man læse, at rektor Ussing-Jepsen på Foreningen Vesthimmerlands Gymnasiums generalforsamling har orienteret om, at ”gobelinen til samlingssalen vil koste 30.000 kr.”. Han fortæller endvidere, at Års Kommune har stillet 25.000 kr. til rådighed til udsmykningsopgaver på gymnasiet, mens Statens Kunstfond har givet 75.000 kr.

Så skal man helt frem til lørdag d. 13. marts 1965, før man på Aalborg Stiftstidendes lokalsider kan læse, at ”den ny udsmykning er blevet samtaleemne både på gymnasiet og i byen, og meningerne om den er delte. Vi blev lige så ”flade” som ”gulvtæppet”, da gobelinen blev afsløret*, siger sognerådsformand Holger Mikkelsen som en af de skuffede”. ”Det ligner for os at se et gulvtæppe, fremstillet på maskine, udtaler han videre. Kunstnerinden, Anna Thomsen, København, har slet ikke fulgt det skitseforslag, som sognerådet fik forelagt”.

*Værket var blevet afsløret d. 19. februar 1965 ved en kort højtidelighed på skolen, overværet af såvel elever som lærere og medlemmer af skolekommission og sogneråd. Også kunstneren selv, ”fru Anna Thommesen, Blistrup”, var til stede.

Her står der i øvrigt, at af de 15.000 kr., som gobelinen har kostet, har Statens Kunstfond givet tre fjerdedele og kommunen resten. Man erfarer også, at et af sognerådsmedlemmerne, isenkræmmer A. Klein, ikke tilslutter sig de øvriges mening, idet han siger, at ”tæppet har et vist kunstnerisk anstrøg”. Fire dage senere, onsdag d. 17. marts, går rektor i samme avis i rette med sognerådsformandens udtalelse om gobelinen, idet han udtrykker bekymring for, at ”denne ytring vil skade det gode samarbejde, der hidtil har været mellem Aars Kommune og Statens Kunstfond”. Den hidsige kunstdebat, gobelinen har affødt, får også Ussing Jepsen til at understrege, at ” den danske skole i alle dens afskygninger må få en central plads i det forsøg, der skal og må gøres på at mindske det svælg, der skiller nutidskunsten fra store dele af befolkningen. Det er mit håb, at også Vesthimmerlands Gymnasium vil kunne gøre en indsats her. Derfor må den kunstneriske udsmykning af skolen fortsættes. Hverken by eller egn vil kunne være tjent med, at gymnasiet ikke også på dette punkt bliver tidssvarende”.

Det skulle ikke blive sidste gang, at et kunstværk i Aars giver anledning til offentlig debat. Senere giver kunstkritikeren Poul Vad Ussing-Jepsen oprejsning for hans valg af kunstværk (Poul Vad: Billedet, væggen og rummet, 1968, s. 148–51.), og Anna Thommesen, som hun i virkeligheden hed, blev senere almindelig anerkendt (se link). Rektoren gemte da også omhyggeligt et udklip af en kronik i Aalborg Stiftstidende d. 25. september 1968 med overskriften ”Et hovedværk i Aars” i sit arkiv, hvori en H. P. Jensen anmelder Poul Vads bog.

Godt 50 år med billedkunst på VHG

At rektor Ussing-Jepsen mente det alvorligt med kunsten, vidner flere af hans initiativer om. Faget formning og kunstforståelse blev indført som nyt fag i gymnasieskolen i begyndelsen af tresserne, men i 1968, da faget blev indført på VHG, alternativt til musik i 2 og 3g, blev der kun undervist i det på ca. halvdelen af landets gymnasier. Tidligere havde Ussing-Jepsen omtalt i et årsskrift, at det kunne være ønskeligt at indføre faget, men at det var svært at finde kvalificerede undervisere. Nu blev københavneren Jan Preisler, der oprindelig var uddannet radiotelegrafist, men også havde fulgt undervisningen på Kunstakademiet, så ansat som timelærer i Aars. Herom fortæller han i en fornøjelig erindringsbog (Jan Preisler: Erindringsglimt fra et langt og dejligt liv):

”Der var stillingsopslag i Gymnasieskolernes Lærerforenings medlemsblad, og her så jeg blandt andet et opslag for Vesthimmerlands Gymnasium i Års. Jeg sendte ansøgning som blev imødekommet. (…). Kommunen var meget samarbejdsvillig – de havde nogle nybyggede enfamilieshuse som tjenesteboliger. Huset på Sønder Boulevard 4 var beboet af en af gymnasiets lærere, som netop havde bygget sit eget hus, så det var nu ledigt. Først i august blev flyttelæsset sendt afsted og familien fulgte efter med sejltur over Odden-Æbeltoft. Huset var velegnet til vores familie med rum til alle og dejlig have. De første dage spurgte Joakim, hvornår vi skulle „hjem“ (tilbage til Virum), men efter at farmor, farfar og Pernille havde været på besøg hos os, kunne han godt forstå, at det var vores nye hjem.

Det var selvfølgelig en udfordring at rykke teltpælene op og forsøge at finde fodfæste i en lille nordjysk by midt i Vesthimmerland. Landskabet er pragtfuldt – store vidder og smukt med Limfjorden og Rold Skov. Byen bar præg af udvikling – Gymnasiet var bygget i 1961 og kommunalt ejet. Der var en hovedgade i byen med alle nødvendige forretninger, en lille park, et lokalmuseum samt selvfølgelig en kommunal administration.

På skolen havde jeg nok at se til med at etablere det nye fag. Jeg fik et lokale i kælderplan, hvor jeg kunne begynde. Fik anskaffet et filmlærred, et lysbilledapparat, staffelier og andet tegne- og malegrej samt en trykpresse.

Og så fik jeg et skema med 18 ugentlige timer og tilsvarende klasser med elever, jeg måtte lære at kende. Langt de fleste af eleverne var „førstegangsgymnasieelever“, mange kom langvejs fra i det store opland. Dejlig ufordærvede unge mennesker, der var åbne for den nye underviser og det nye fag.

På Kunstpædagogisk Skole havde vi studerende hver især opbygget vores egen lysbilledsamling ved fotografering rundt om på museer m.v. Den kunne jeg nu benytte i min undervisning. Samtidig måtte jeg også opbygge et fagbibliotek. Jeg købte også fotoapparat, så eleverne kunne lære at fotografere.

Havde ikke noget mørkekammer, men benyttede så det, der tilhørte fysiklokalet. Senere fik jeg etableret et lille mørkekammer i kælderplan. Keramik ville jeg også gerne indføre, så vi fandt et egnet lokale som tidligere var cykelkælder. Her fik jeg installeret en god stentøjsovn samt sparkeskiver, så nu kunne den aktivitet også gå i gang. Der skulle indkøbes ler og kemikalier, så vi kunne fremstille glasurer. Alt sammen foregik over en længere periode, og økonomien skulle jo også tilvejebringes indenfor skolens budget. Men det lykkedes.

Rektor var meget kunstinteresseret, formand for den lokale kunstforening. Så det nye fag havde en vis bevågenhed hos ham. I alt var der ansat 27 lærere, hovedparten uddannet i Århus. En del af lærerne var seminarieuddannede, og underviste i realklasserne.

I lokalbefolkningen blev vi nok betragtet som „københavnere“, men der var jo ikke andet at gøre, end at klø på”. (…)

Om sommeren kørte vi, når vejret var godt, til Grønnestrand med den pragtfulde badestrand og ellers havde vi også glæde af skovture i Rold Skov”.

Jan Preisler med familie ser således ud til at befinde sig ganske vel i det vesthimmerlandske, og man kan læse ud af gymnasiets årsskrift fra 1969, at han har været særdeles aktiv i forbindelse med fællestimer og studiekredse for at introducere det nye fag for eleverne. Den lokale kunstner Peer Poulsen, der ikke gik på gymnasiet, da han havde travlt med at male for sin far, har fortalt mig, at Jan Preisler også havde et aftenskolehold, som han gik på.

Et enkelt afsnit i Preislers erindringsglimt giver dog et indtryk af, at der godt kunne være kulturforskelle mellem lokalbefolkningen og en nytilflyttet kunstnertype. Jeg giver ordet til Jan Preisler igen:

”Samme sommer etablerede Det Ny Samfund thylejren i Frøstrup. Onkel Søren var tilknyttet et filmhold, der ville skildre livet i lejren gennem hele perioden, så han boede deroppe meget af tiden. Jeg tog vores telt og soveposer, og havde Joakim og Jakob med.

Det var en dejlig oplevelse – lokalbefolkningen syntes jo det var ganske vildt, hvad der foregik i den lejr. Så om søndagen var der ofte et rend af nysgerrige besøgende – bl.a. dukkede nogle af mine kolleger fra gymnasiet op der. Det var nok lidt grænseoverskridende, at jeg sådan solidariserede mig med den hippie-bevægelse. (…)

Da skolen efter sommerferien begyndte, kunne jeg præsentere en flot fotoudstilling i en række montre, som var indrettet i gangene på gymnasiet til udstilling. Billederne var taget af Gregers Nielsen, og de præsenterede livet i lejren på fineste vis. Da jeg skulle have udbetalt løn, blev jeg pludselig aflønnet efter en meget lavere lønskala, end hidtil. Kommunen fastholdt, at det var den rigtige. Så meldte jeg mig ind i Gymnasieskolernes Lærerforening, sådan at vores tillidsmand kunne gå ind i sagen. Vi fik da heldigvis også rettet op på fejltagelsen, men nemt var det ikke. Ad omveje fik jeg senere fortalt, at jeg forhandlede hash i byen, som jeg hentede i Frøstruplejren – ganske grundløst, men sådan kan det gå i små samfund (nogle kolleger havde jo set mig der!). (…)

På gymnasiet havde jeg jo kun en timelærerstilling – ville godt have en fast ansættelse. Det krævede, at jeg fik lidt flere timer, og der var bl.a. noget erhvervsvejledning, som jeg godt kunne tænke mig. Rektor var uvillig til at sørge for en sådan ordning”. Det ender så med, at Jan Preisler får en fast stilling på Næstved Gymnasium.

Da Jan Preisler blev ansat som timelærer i 68, var Knud Nellemoses fine skulptur ”Ib” i øvrigt allerede på plads til højre for indgangen. Preisler fortæller i en mail om skolens næste kunstindkøb: ”Jeg tror det var omkring 1970 at man igen havde lidt midler til endnu et indkøb. Jeg foreslog, at man henvendte sig til Ole Find m.h.p. erhvervelse af en af hans skulpturer, og det faldt i god jord. Derefter besøgte jeg ham, hvor han boede (Baldersbrønde). Han og jeg gik rundt og kiggede på de forskellige skulpturer, som lå rundt omkring i landskabet. Derefter blev vi enige om en, der passede fint i størrelse samt til den pris, vi kunne tilbyde (mener at kunne huske, at det var kr. 4000)”. Denne skulptur kan man stadig se på plænen til venstre for indgangspartiet.

Efter Jan Preislers pionerindsats i faget formning og kunstforforståelse følger andre lærere efter. I en årrække er den udøvende kunstner Bent Bentzen ansat, og i 1973 kommer den universitetsuddannede Palle Rønde Møller til, ligesom Jonna Fransgård har undervist i faget i en lang årrække. I dag varetages undervisningen i billedkunst, som det nu hedder, af Kirsten Svejstrup Sørensen og Ulla Silfverberg Andreasen. Sidstnævnte underviser også i mediefag, som i dag er det nye fag. Også Ussing-Jepsens efterfølgere på rektorposten har alle som en arbejdet for, at kunsten kunne få gode vilkår på VHG.

Det har mange elever nydt godt af i årenes løb. Nogle af dem er endda selv blevet udøvende kunstnere som f.eks. Hanne Støvring. En af de nutidige på parnasset, Erik August Frandsen, der blev student fra VHG i 1976, har i et radioprogram, udsendt i 2010, fortalt om, hvilken betydning Bent Bentzen har haft for hans kunstneriske udvikling (Se ”Øjenåbneren”, et jubilæumsskrift i anledningen af VHG’s 50-års jubilæum i 2010, s.16-25).

En anden billedkunstner, Allan Otte (student fra VHG i 1998), er i samme skrift inde på, hvilken betydning det har haft for ham at gå i skole, omgivet af Kirkeby-kunst (Se ”Øjenåbneren”, et jubilæumsskrift i anledningen af VHG’s 50-års jubilæum i 2010, s.38-43). Her kan man ikke overvurdere Palle Rønde Møllers indsats for at få netop denne kunstner og en anden fra Eks-skolen, Poul Gernes, til Aars. Det kan man læse mere om i værket ”PER KIRKEBY og Vesthimmerlands Gymnasium”, udgivet i 2008. I anledning af byens 150-års jubilæum er der en udstilling på kunstmuseet om Poul Gernes fra d. 1. februar. Samme dag var der også åbent hus på gymnasiet, hvor man bl.a. kunne se resultatet af, at Jan Preislers stentøjsovn på et tidspunkt kom i brug, da et hold elever skulle fremstille fliserne til kirsebærudsmykningen i gymnasiets fællesområde efter Poul Gernes’ skabeloner.

Med mellemrum udstiller gymnasiet talentfulde elevers arbejder i fællesområdet. I 2u går der således for øjeblikket en pige, der hedder Elena Borup, hvis billeder vi flere gange har nydt godt af.

Scenekunsten på VHG

Det er ikke kun via billedkunsten, at VHG har givet nogle rystelser til det omgivende samfund. Også scenekunsten har bidraget dertil. Her er der især én person, der sætter sig sine spor i gymnasiets første årtier: lektor E. Slej. Ham vender vi tilbage til om lidt.

Da gymnasiet bliver oprettet i Aars i 1960, overtager man en gammel tradition fra de etablerede gymnasier: Skolekomedien. Det første år, den opføres, 1962, bliver elever og forældre inviteret til at se den i en sal på Aars Hotel, men da Vesthimmerlands Gymnasium står færdigbygget, bliver det fra scenen i den nye idrætshal, at løjerne foregår.

Skolekomedier

Til debuten i 1962 havde man valgt Jean Giraudoux’ enakter ”Apollon fra Bellac”, der handler om en ung, uskyldig pige, Agnès, der møder en intellektuel fra byen. Valget af stykke hænger måske sammen med, at rektor var fransklærer? Denne mistanke bestyrkes yderligere, når man læser en af de medvirkendes erindringer i VHG’s 25-års jubilæumsskrift. Heri fortæller løgstørianeren Kurt Fredsgaard, der senere blev rektor for Tørring Gymnasium, om sin rolle i stykket: ””Du har sådan et sjovt hoved, – du skal være med til at spille komedie”, indledte rektor en fransktime på den sædvanlige direkte facon uden omsvøb. Andre var mere oplagte som emner – og derfor også allerede udvalgt, men rektor fandt åbenbart, at dette noget subjektive udvælgelseskriterium var det rette for min person”.

Det var en af lærerne, Erik Sejer Pedersen, der instruerede. Agnès spilledes af Lisbeth Kirketerp Nielsen, som denne artikels forfatter gik i klasse med på Aalborghus Gymnasium, men så forsvandt hun efter 1.g, da der var blevet oprettet et gymnasium i Aars. I øvrigt spillede tre elever, Knud Dybdahl, (bas), Peter Eeg (guitar) og Anders Bak (klarinet), musik, inden tæppet gik. Billetten kostede 3 kr. og efter forestillingen var der dans ved Blue Moon Quartet indtil kl. 1. Ved årgangens studenterjubilæum 50 år efter var der stadig musik i dem.

Om indstuderingen og opførelsen beretter Fredsgaard i øvrigt: ”Vi var nu midt i 2.g, og Sejer Petersen (og rektor) instruerede os. Vi øvede os til at begynde med i rektors private gildesal, og hans uhyre sympatiske

hustru hyggede om os med hjemmelavede lækkerier. En anden stor fordel var, at vi flere måneder blev fri for at være alt for godt forberedt til timerne, hvilket var en stor behagelighed, som alle vil kunne forstå.

Den fælles proces for at få stablet den første skolekomedie i gymnasiets historie på benene, betød også, at vi kom tættere ind på livet af lærerne, end hvad sædvanligt var. Jeg husker endnu i dag, hvordan Sejer bag scenen i overstadig lykke over det vellykkede forløb nærmest væltede sig omkuld i en slags sofa, vildt sprællende i ”teatergarderoben” på ”det øverste hotel”, hvor fremførelsen naturligvis gik for sig. En sådan drenget overstadighed hørte dengang bestemt ikke med til lærerrollen.

Rektor svævede over alle vande, han var også her autoriteten, og havde for os at se temmelig meget styr på alle ting. Hans kostskolebaggrund fra Viborg gjorde måske, at han undertiden optrådte med en kompliceret blanding af distance (rektorrollen) og en uformel, tilstræbt kammeratlig holdning (kostskolerollen), som vi var mange, der aldrig lærte at begribe.

Så vidt vi fornemmede, udgik alle væsentlige initiativer i disse år fra rektor. Han kunne godt opleves som tilknappet og kejtet, men han kunne også i andre roller udstråle varme og kontrolleret ”élan” (begejstring), fordi han bag om alle facader var humanist i ordets allerfineste betydning”.

8. marts 1963 afholdtes skolefesten med tilhørende optræden så for første gang under eget tag. Idrætshallen var med en rød portiere delt i to, så man kunne opføre Kesselrings komedie ”Arsenik og gamle kniplinger”, instrueret af adjunkt A. M. Jacobsen, fra scenen i den nordlige ende, mens indtagelse af smørrebrød og dans foregik i den sydlige ende og i samlingssalen (det nuværende biblioteksområde). Forældrene spiste dog i frokoststuen i kælderen

I 1964 opførtes Thornton Wilders ”Vor By”, instrueret af lærer Frode Bisgaard, der i programmet anfører, at ”lighederne mellem New England (hvor handlingen foregår) og Himmerland er nok større end forskellene”. Denne gang var dansen udvidet til kl. 1.30, men billetprisen var den samme.

I 1965 er det historielærer Erik Sørensens tur til at instruere. Valget er faldet på Bert Brechts ”Fru Carrars Geværer”, der foregår i et andalusisk fiskerhus en aprilnat 1937. For dem, der kendte Erik Sørensen, er det typisk, at programmet bringer en udførlig gennemgang af den spanske borgerkrig. I øvrigt finder man to rektorbørn på rollelisten, ligesom Dorthe Ussing-Jepsen har tegnet forside til programmet (som også bruges i programmet for 1966 og 1967) og medvirket til at lave dekoration og kostumer. Billet til forestillingen koster nu 5 kr. for voksne og 3 kr. for børn, og det indskærpes i programmet, at tobaksrygning og fotografering i salen er ikke tilladt. I øvrigt er programmet forsynet med annoncer for byens handlende. Især brillerer en købmand med en poetisk tekst: ”Karl M. Jensens kaffe i kanden/ den og ingen anden”.

I 1966 og 1967 spilles henholdsvis Eugene O’Neills ”Du Skønne Ungdom”, instrueret af engelsklærer Henning Jørgensen, og Holbergs ”Ulysses von Ithacia”, instrueret af lærerne Frode Bisgaard og Anne-Margrethe Konow Lund. I den sidste komedie optræder Knud Steffen Nielsen, der senere får en større rolle i skolens skolekomediehistorie, som ”ithaciansk bonde”. I øvrigt bemærker man i de to programmer, at der er kommet en vis fast stab bag kulisserne: En fysiklærer, Tommy Bergstein, er med til at lave dekorationerne, og en lærerfrue, Jonnie Harder, medvirker som sminkøse.

Slej

Og så er det vist på tide at vende tilbage til førnævnte Slej. Han var blevet ansat på gymnasiet i 1961, hvor han bl.a. underviste i fagene latin, dansk og engelsk. Han var sprænglærd og særdeles aktiv. Man kan stadig finde enkelte arkivalier fra hans hånd, hvori han har registreret alverdens ting til mange forskellige fag. Det var derfor også naturligt, at han blev gymnasiets første bibliotekar. De første årsskrifter indeholder artikler om forskellige faglige emner. I 1966 er det blevet Slejs tur, og han skriver om en latinsk renæssancedigter, Joannes Secundus, der er en af de unge døde poeter. Bl.a. hans elskovsdigte bliver gennemgået, især Basia (på dansk ”Kys”), og typisk for Slej indskyder han, at disse digte er oversat til snesevis af europæiske sprog, ”dog ikke dansk; her ligger en opgave og venter!”

De første ”årsberetninger” udgøres ikke bare af kedelige oversigter over årets faglige arbejde, ordensregler m.m. Enkelte steder kan man se tegn på, at nogle af de ting, der også i dag præger stedet, også uden for skoletiden, f.eks. elevforeningen Hebe, er i sin vorden. I skriftet fra 1962 kan man læse følgende herom: ”Foreningen holdt stiftende generalforsamling den 13. april. Der valgtes en bestyrelse, som konstituerede sig på følgende måde:

  • Formand: Poul Ølholm Larsen, II m
  • Næstformand: Hans Støttrup Jensen, II m
  • Kasserer: Jens Østergård Larsen, I m
  • Sekretær: Martin Glerup, 1 s
  • Referenter: Bo Fibiger, II m, Gorm B. Pedersen, II s

Lørdag den 28. april afholdtes stiftelsesfest på gymnasiet. Rektor holdt den nyfødte over dåben og udtalte ønsket om en lykkelig fremtid for Hebe i det bedste samarbejde med skolen”.

For mig er der ingen tvivl om, at adjunkt E. Slej har haft en vigtig finger med i spillet her. Det vedgår han da også i en artikel i gymnasiets 25-års jubilæumsskrift. Samme år har han holdt foredrag i den lokale afdeling af ”Danmarks Kristelige Gymnasiast bevægelse” om ”Modernistisk lyrik – hvad er det for noget?” og i ”Konservative Gymnasiaster” om ”Hvad jazz ikke er!”, hvor han spillede nogle af sine egne plader. Da jeg selv blev ansat på VHG i 1973, oplevede jeg på nært hold, hvad Slej har betydet for udviklingen af skolens kulturliv. Vi var ret mange nye lærere, der blev ansat det år, og vi blev straks inkorporeret i dette skoleårs skolerevy, ”Rhapsody in black and red” eller ”Rapseri i rødt og sort”. Intet i denne latinlærers fremtoning (jakkesæt, butterfly m.m.) antydede, hvilken kreativitet han rummede, og som en anden general udsendte han hver morgen cigarrygende nye dagsbefalinger op til Teaterkredsens premiere på dette dybt originale stykke. Jeg vil vove at påstå, at hans ånd har præget en lang række elevårgange, og vi er nok også en del lærere, der ikke har været helt uimodtagelige for hans kultursyn.

1968 og hvad siden fulgte

1968 blev året, hvor Slej så fik sin egen debut på de skrå brædder. Jeg lader ham selv fortælle: ” I 1968 blev jeg for første gang i mit liv – næsten uforvarende – indfanget af teateratmosfæren. Jeg blev opfordret til at tage en rolle i årets skoleforestilling, ”Du kan ikke tage det med dig”. Forestillingen blev instrueret af skuespilleren Henning Ziebrandtsen fra Aalborg Teater. Det var første – og hidtil eneste – gang en rolle blev spillet af en lærer i et ”normalt” teaterstykke. Her fik jeg – omsider – chancen for at komme til at fungere på lige fod med elever i et teamwork. Det blev bestemmende for arbejdet med teater i teaterkredsens tjeneste i de følgende år.

I december 1969 fik tironianeren (red.: Slejs benævnelse for sin egen person, dannet ud fra gymnasiets latinske logo, semper tiro, ”altid på vej”) så den fornøjelse at fungere som fødselshjælper, da en elev, Per Hånsbæk (red.: i dag en kendt møbeldesigner), en lørdag morgen – dengang gik vi i skole også om lørdagen – gav mig et manuskript til gennemlæsning. Det viste sig at være teksten til en slags skuespil: ”De er døde”. Da jeg dukkede op på skolen mandag morgen, stod Per parat og så spørgende på mig. ”Ja – det vil jeg godt være med til”. I løbet af halvanden uge fik vi – i hektisk tempo – uhyret på benene, til fremførelse som hors d’oeuvre ved Hebes julekoncert, der ifølge de foreliggende dokumenter fandt sted enten onsdag d. 17. dec. med gruppen ‘Black Soul’ eller fredag d. 19. dec. med gruppen ‘The Whispers’. Det var et eksperiment, tror jeg nok: 3 personer (X, Y, Z). fastlåst i hver sin kasse, rødt blink, når X, Y og Z fremførte deres replik, og myriader af statister, der var mærkede x, y og z. Dette ”brechtske lærestykke” (som det noget prætentiøst kaldte sig) blev teaterkredsens start – eller TATERKREDSEN, som vi kaldte den for at markere det eksperimentelle sigte. Vi kaldte os også Talteatgruppen (eksperimentalteatergruppen), men det hieroglyfiske navn slog ikke igennem.

Det tætte samarbejde mellem elever og lærere førte til to »shows«, der ikke havde nogen samlende enkeltidé, men byggede på den tanke, at hver enkelt ingrediens skulle kunne indstuderes og fungere for sig selv. Resultatet blev (l) A-fru Ditte fra Aars (en kakofonisk symfoni i 5 ½ satser) (1971) og (2) Rhapsody in Black and Red eller Rapseri i Rødt og Sort – rummets monologer og tidens tonløse cirkler (1974).

”Rapseriet” i 1974 satte rekord i deltagerantal: 84 medvirkende, heraf 13 lærere! Ved nachspielfesten i 1976 betegnede Slej i et ”telefoninterview” de to forestillinger som ”forvrøvlede meningsfuldheder”, og det er vist nok ikke løwn! Masseopbuddet i 1974 var en kraftanstrengelse, der bød på indslag lige fra vor egen lille verden (Peter Vilhelms dummepetermonolog om evighedsstudenten) og til den store verden derude: en slags reprise af den store Vietnamdemonstration foran Pentagon i Washington i oktober 1967. En af initiativtagerne til Vietnam-demonstrationen, lederen af The Fugs, havde lovet, at hvis han fik en ring på 10.000 omkring Pentagon, skulle han ved en djævlebesværgelse få Pentagon til at løfte sig 100 fod i vejret. Det lykkedes ikke! (Hvor fremragende The Fugs’ Exorcism var, fremgår af en båndoptagelse af essensen i exorcismen i studieomgivelser (1968)). Men hvad der ikke lykkedes for The Fugs, det fik vi gennemført på vores måde. Pentagon var opført i sort plastik på scenen. Eksorcisme-teksten blev fremsagt på engelsk af Paul, vores amerikanske gæsteelev. Ved afslutningen af eksorcismen faldt Pentagons vægge, og ud stormede en hærskare af cuba-kaskettede overall-figurer. Var det en demonstration? Det var det måske også; men først og fremmest blev det en stemningsmættet, farvedunkel, rockmusikalsk ‘happening’ (hvis man kan kalde en nøje indstuderet scene sådan).

Teaterkredsen opførte knap to måneder senere, i april 1974, sin egen forestilling, Dürrenmatts Fysikerne! Vi var os bevidste, at nu havde vi nået grænsen for, hvad vi kunne klare i én sæson. Men det gik – over forventning. Dürrenmatt fik, hvad han kunne forlange af amatører. Så orkede den gamle tironianer ikke mere, og der trængtes vel også til fornyelse. Men teaterkredsen fortsatte ad de baner – kan man vel godt sige – der havde foresvævet dens fædre: hjemmebryggede, revyagtige shows. Lærernes jubilæumsrevy (red.: i 1985) bliver så det foreløbig sidste skud på stammen”.

I årsskriftet fra 1974 anfører Teaterkredsens formand, Per Toft Christensen, dog i sin beretning: ”Om skoleforestillingen Rapseriet blev der sagt meget imod og kun lidt for. Forestillingen var ikke som den plejede at være, det var et stykke, teaterkredsen selv havde lavet. Da nogle syntes, at forestillingen ikke var beregnet til en skolefest, hvor forældre og elever var samlet, rejste der sig et stort problem: skal skolefesten være for eleverne og lærerne eller for forældrene?”

Det var i det hele taget lidt utaknemmeligt at spille teater i den store idrætshal, da akustikken var elendig, Mange ting blev forsøgt for at forbedre lydforholdene, men godt blev det aldrig. Da den nye tilbygning stod klar i 1982, blev det i en periode almindeligt, at skolefesten startede i ”badekarret”, hvor en revy blev opført fra den nye scene. Også denne tradition ophørte, da man indså, at det var svært at fastholde så mange festglade menneskers opmærksomhed over længere tid. Det var åbenbart ikke et problem omkring 1970.

I årsskriftet fra 1973 er der i øvrigt i ”Af Skolens Dagbog” en passus, der viser, at teater også er en hjertesag for rektor: ”Skolekomedien er en ældgammel tradition i gymnasieskolen – den eneste, der har overlevet fra middelalderen. Det ville være ønskeligt, om det ganske høje niveau, som vi har kunnet holde her på VHG, vil kunne opretholdes også i fremtiden”.

Professionelle instruktører og gravøl

Denne periode i Teaterkredsens historie er i starten præget af professionelle instruktører (i 1969 instruerer Ziebrandtsen igen; denne gang Arnold Weskers ”Livets rødder”) og enorm aktivitet af dens medlemmer. Når der så har været en opførelse, bliver det en tradition, at der efterfølgende er det, som Slej kalder et Nachspiel, men som de fleste kaldte et gravøl, og her slår de medvirkende gækken løs. Bl.a. spillede ovennævnte elev Peter Vilhelm Højgaard fra Blære en vigtig rolle i disse år. I gymnasiets arkiv fandt jeg således et manuskript af ham, der bar overskriften ”Kattehaderen”. Om dette fortæller Peter Vilhelm, der i dag er en ældre underviser på VUC Aalborg: ” Historien er følgende: I 1972 spillede vi Holbergs Den Stundesløse med undertegnede i hovedrollen. En kæmpe oplevelse. Ikke mindst fordi vi blev instrueret af Vera Tørresøe, som var skuespiller(inde) på Aalborg Teater. Det betød også, at vi lånte kostumer på Aalborg Teater. Da vi var ude og prøve kostumer, kom Vera med en lille kalot, som Vielgeschrei bærer i første akt, hvor han kommer ind med slåbrok på. Hun satte den på hovedet af mig med ordene: ”Nu kroner jeg dig. Se lige hvad der står indeni.” Jeg tog kalotten af og læste: Jørgen Reenberg. Manden der spillede rollen på Det Kongelige. Det var egentlig stort.

Vera havde afsky for katte. Så da vi som sædvanligt skulle have en fest nogen tid efter for at fejre forestillingen og samarbejdet omkring den, skrev jeg ’Kattehaderen’, som blev opført ved den lejlighed”.

Sammen med teksten var der en tegning af ”Kattehaderen” og en af koen Alfred, der siden prydede forsiden af skolebladet ”Alfred”, da ”Symposion” gik ind. Også her var lektor Slej meget aktiv. Begge tegninger var lavet af Peter Vilhelms klassekammerat Bent Pugholm Jensen fra Østrup.

Vikingespillet

I 1970 er det så to tidligere elever, lærerstuderende Knud Steffen Nielsen (i dag en anerkendt lyriker og kunstmaler) og stud.mag. Leo Bech (i mange år lærer ved Aars Skole, nu desværre død), der står for skolekomedien: De skriver den, instruerer og spiller selv med (dvs. Knud Steffen er ”kun” sufflør). Personerne i stykket har drabelige navne, som f.eks. Grundlov Rokk og Ragna Rokk. Platon Madsen og Parvus er også med.

Programmets forside (ovenfor), tegnet af Leo Bech, giver en fornemmelse af, hvad stykket handler om, ligesom de to’s forord. Her siger Knud Steffen indledende kryptisk: ”Ingen før os har skrevet støvsugerens historie. Det er på tide. Nu hvor tæppet er langt det almindeligste i de allerfleste hjem, er det på høje tid at skrive den. En støvsuger i dette stykke benævnt Kryreslyger og Nilhest besynges i alle tre akter”.

Senere røbes der dog mere om handlingen: ” Men lad mig forudskikke, at inden vikingerne kommer væltende ind i værket, befinder vi os i Downing Street nr. 10, hvor TV-kameraerne og i det hele taget offentligheden har sluppet sit snagende tag i Mr. Harold Wilson og frue, og som dernæst smider masken og helt slapper af”. Og Leo siger i sit forord: ”Der er noget om statussymboler. Der er noget om tolerance. Der er noget om politik. Altså skulle der være stof nok til nogle budskaber. Men som sagt – ”tolk selv”. En anden tanke med vikingespillet er, at vi gerne vil sparke folk i gang med selv at lave noget til deres egen skole. Måske kan det gøres bedre, men nu har vi da sat noget i gang”.

De har tydeligt gået i en god skole, og Eigil Slej medvirker da også som ”latinerstemme”. Programmet indeholder i øvrigt endnu en poetisk købmand som annoncør: ”Den bedste kaffe/ man i byen får/den køber man hos H.P. Perregaard”.

De følgende årtier

Så er grunden lagt, og som Slej ovenfor anførte, fortsætter det de følgende år med revyer i Teaterkredsens regi, vekslende med mere traditionelle skolekomedier, indtil lærerrevyen ved skolens 25-års jubilæum i 1985. For ikke at denne artikel skal blive alt for lang, antyder jeg kun den videre udvikling i store træk: Knud Thomsen sætter et år J.B. Priestly’s ”En inspektør banker på” op. Peter Bacher er en trofast instruktør i mange år. Bl.a. instruerer han en del Dario Fo-stykker. På et tidspunkt bliver der ansat en teaterinteresseret dansklærer, Ole Christiansen, der, sammen med Peter Bacher, instruerer i Teaterkredsen gennem tre år. Bl.a. sætter de en spændende fortolkning af Sven Holms ”Struensee var her” op. Her indeholdt programmet de karakteristiske Tommy Bergstein-tegninger. Også i revyen i 1987 tegnde Bergstein forsiden til programmet:

I de år var der vældig gang i Teaterkredsen. En overgang havde man både sin egen forestilling, samtidig med at man også underholdt ved skolefesten. I de år er det svært at sige præcist, hvem der stod bag, idet Teaterkredsen var en underafdeling af Hebe, hvor elever og lærere mødtes på lige fod. Denne store aktivitet trak naturligt nok tænder ud, og på et tidspunkt gik man over til at koncentrere sig om den årlige teateropsætning og så opgive at underholde ved skolefesten. Her var det især Peter Bacher, der tegnede firmaet, senere assisteret af Lone Hindsgaul.

Fra omkring 1992 kom musikken til at spille en større rolle ved de årlige opførelser. Fra dette tidspunkt og til i dag har en perlerække af musicals og i de senere år teaterkoncerter (i år en Gnags teaterkoncert) set dagens lys.

Nogle gange er det eleverne selv, der har taget initiativet. Andre gange musiklærere som Søren Schmidt, Trine Madsbøll, Margith Hansen, Anne Verdelin og Steen Hjerrild. På det sidste er Lisbeth Bæk Eriksen kommet til. Bjarne Edelskov Nielsen har spillet en helt særlig rolle, idet han først medvirkede i nogle musicals som elev, inden han selv som lærer svingede taktstokken ved de årlige forestillinger.

Blandt de elever, der har været aktive ved opsætningen af musicals på VHG bemærker man bl.a. navne som Karla Rosendahl og Jakob Svensmark, der senere har fået succes i teaterverdenen.

Selv bidrog jeg mest med tekster til revyerne, men ét år, 1995, står meget stærkt i min erindring. Her gennemførte vi noget, vi havde snakket om i et par år. Mest mig for øvrigt. Jeg havde læst Jens August Schades digtsamling ”Sjov i Danmark” med en klasse og havde fået den idé, at den kunne sættes i scene. Musiklæreren Søren Schmidt, formningslæreren Palle Rønde Møller, idrætslæreren Lene Jeppesen og andet godtfolk var med på idéen. Så vi lavede det hele fra bunden af: Musik, scenografi, dans og det hele, og jeg kan stadig se eleverne Rasmus og Trine for mig, der tilsammen spillede personen ”Sjov”.

Det er nok et mønstereksempel på, hvad en skolekomedie, med udgangspunkt i Slejs teatersyn, kan gøre: Elever og lærere kan ved fælles hjælp gennem en kreativ proces få et resultat op at stå, som nogle tilskuere kan få glæde af, og som også har noget med den daglige undervisning at gøre.

Så vi holdt verdenspremiere på Schades ”Sjov i Danmark” på scenen i VHG’s ”badekar”. Det måtte vi selvfølgelig bede sønnen Virtus Schade om lov til, og som vederlag var han og konen inviteret til Aars til premieren med tilhørende ophold og forplejning på Aars Hotel. Det afstedkom vist, til rektor Kirsten

Holmgaards overraskelse, et par ekstra regninger på champagne og den slags. Men pyt, hvad ofrer man ikke på Kunstens alter.

Københavnere i provinsen

Og så er vi tilbage ved denne artikels indledning, hvor formningslærer Jan Preisler mødte nogle fordomme om københavnere efter sin sommerferie i Thy-lejren. Vi véd jo godt alle sammen, at københavnere kan have en lidt lettere gang på jorden end os andre, men der er brodne kar i alle lejre, og når jeg tænker tilbage på alle de københavnere, jeg har haft som kolleger i min første tid på Vesthimmerlands Gymnasium, må jeg sige, at der har været tale om et lykkeligt mix på stedet, og at det nok har gavnet kulturlivet i byen i al almindelighed. Og dermed også sat gang i noget hos de elever, der har gået på gymnasiet gennem 60 år. Jeg har lavet noget namedropping undervejs, fordi jeg véd, de elever senere i livet er fortsat med deres interesser inden for kunsten, men der er ganske givet mange flere.

Og der kom egentlig mange københavnere til byen i gymnasiets første år, sammenlignet med lærerstaben i dag: Familien Freil, der introducerede basket i byen, Henning Jørgensen, der også tog sin tørn i ”Taterkredsen” og siden blev radikal byrådspolitiker, familien Poulsen, hvor især Inger var flittig ved symaskinen m.m. op til teaterpremierer, Tommy Bergstein, der tegnede og lavede kulisser, Kaj Christiansen, Ole Buch, Friis-Topholm og Georg Harmsen. For slet ikke at tale om James Scott-Fordsman, som var den første, jeg fik kontakt med på stedet, da jeg ringede til gymnasiets kontor en forsommerdag i 1973 ved middagstid for at stille nogle spørgsmål til rektor om den nyopslåede stilling. ”Rektor? Ham kan du ikke træffe nu. Han er hjemme at sove til middag!” Blev de alle sammen lokket hertil af, at kommunen byggede nye huse til dem, som kunne lejes ”på rimelige vilkår”? Hvis ja, så var det en god foranstaltning af kommunen med sognerådsformand Holger Mikkelsen i spidsen, hans skuffede udtalelser om Anna Thomassens vægtæppe ufortalt. Og så var der jo også lige et par københavnske kunstnere, Per Kirkeby og Poul Gernes, der blev inviteret indenfor og siden udsmykkede både gymnasiet og byen, så ingen af delene helt er i som i gamle dage. Så vi siger med den aktuelle Gnags-forsanger Peter A.G.’s ord: ”Velkommen her!”