3.g på studietur til København

24. februar 2022

Som kompensation for manglende studieture grundet Corona, havde gymnasiet inden vinterferien arrangeret en lille erstatningstur. Alle 3g-klasser var derfor på en tredages-tur til København.

Klasserne var indkvarteret på samme Danhostel, men hver klasse havde deres eget program. Det indebar bl.a. musicaltur og besøg i moske, medicinsk museum, zoo, Den Blå Planet, Nationalmuseet og på Christiania.

3x’s program

3x, der var ledsaget af deres historielærer, Morten Severin, og deres religionslærer, Nis Breinholt Stærke, startede deres tur med et foredrag og rundvisning på Medicinsk Museion (åbner nyt vindue). Herefter gik gåturen til Kastellet og et spionkig på forsvarets efterretningstjeneste.

Nogle drenges møde med Mette F.

Nu var tiden kommet til, at klassen kunne udforske København på egen hånd. Fire meget samfundskyndige elever – Nicolai, Casper, Jesper og Abdullah – tog derfor en tur forbi landets politiske højborg, Christiansborg. Her fik de en overraskelse, da statsminister Mette Frederiksen, pludselig kom ud ad Christiansborgs hoveddør. På vej ned af trapperne råbte hun til de fire VHG-elever: ”Hvad så, drenge?”. De befippede elever kom sig dog hurtigt og fik fremstammet et ønske om et fællesbillede med statsministeren, hvilket hun accepterede. Efter en kortvarig samtale smuttede statsministeren ind i ministerbilen og forduftede.

Tre drenge foran Christiansborg sammen med statsminister Mette Frederiksen.

Hvem var C.C. Hall?

Næste dag tog 3x S-toget til Carlsberg Station, hvorfra de gik forbi landet største UCN-uddannelsessted og op igennem de flotte bygninger, som kendetegner Carlsberg-bryggeriet. Om det var det, der spillede eleverne et puds, skal være usagt, men da deres historielærer førte dem hen til statuen af C.C. Hall i Søndermarken, var det som om, at den gennemførte undervisning derhjemme i 1864-krigen var gemt væk i vinterskyerne. For da Morten Severin spurgte til, hvem C.C. Hall var, og hvad han var kendt for, skulle man lige forbi ølbrygger og professionel fodboldspiller, inden et lyst hoved fik ham koblet til 1864-krigen.

C.C. Hall statuen i København med elever fra 3.x foran.

Besøg i zoo foregik på egen hånd, og her fik eleverne mulighed for at se de så omtalte pandaer, som man har fået; i det mindste til låns.

Religionsfaget tager over

Herefter gik turen til Nørrebro, hvor klassen skulle på besøg i Imam Ali-moskeen. På strømpefødder fik klassenen en rundvisning og indføring af en 23-årig jurakandidat, som fortalte engageret og gladeligt svarede på elevernes mange spørgsmål.

3x elever på besøg i moske på Nørrebro, København.

Efter moske-besøget havde klassen mulighed for at slentre rundt på Nørrebro og indsnuse atmosfæren i denne farverige bydel inden aftenarrangementet, der var et kirkemøde i Valby om kirken og LGBT-rettigheder. Et arrangement, der blev ledet af præsten og den tidligere VHG-elev, Vibeke Bidstrup, der nu er præst i Grundtvigskirken.

Sidste dags program

Sidste dag gik hele klassen fra Danhostellet og ud til Christiania. Her ventede den rutinerede musiker og beboer, Henrik Bas, sammen med en bekendt for at give klassen en guidet rundtur efter et inspirerende oplæg. De fortalte levende, så alle fik et særdeles godt indblik i Christianias historie og nuværende dagligdag.

3x på besøg i fristaden Christiania.

Efter en lang hjemtur kunne eleverne stige ud af bussen i Aars; med sig havde de masser af indtryk og oplevelser fra Danmarks hovedstad.