“Blæsten går frisk…”

2. september 2021

Elever på kajen i Rønbjerg klar til at tage med færgen til Livø.

Som traditionen byder, har 1. g-klasserne på VHG været på introtur til Livø. Onsdag d. 25. august drog elever og lærere til Rønbjerg Havn for at tage ud på den korte færgetur over til øen. Allerede på havnen gav den friske vind anledning til en del bekymring… Mange fik da også lidt uro i maven under overfarten, hvor den lille færge rullede og huggede sig vej gennem bølgerne.

Efter at den medbragte frokost var indtaget, gik eleverne i gang med turens faglige program. Her blev der under overskriften ”Overlevelse på Livø” udført forskellige naturvidenskabelige forsøg, som indgår i det naturvidenskabelige grundforløb (nv), som alle elever i 1. g skal gennemføre.

I løbet af dagen blev vejret bedre og efter aftensmaden var det tid til bål og snobrødsbagning. Nogle vovede sig også i vandet til en omgang aftenbadning.

Eleverne dyster i sækkeløb til Livø Games.

Om torsdagen fortsatte det faglige program om formiddagen. Dagens højdepunkt kom om eftermiddagen, hvor grupper af elever dystede mod hinanden i forskellige discipliner i de såkaldte Livø Games. Løjerne blev styret af gymnasiets dygtige elevambassadører, som var kommet til øen for at være sammen med de nystartede elever. Den tiltagende blæst tillod ikke bål denne aften, så dagen sluttede i øens forsamlingshus med forskellige konkurrencer mellem klasserne og en dans.

Fredag stod i hjemrejsens tegn, så efter morgenmaden skulle der ryddes op i husene. Der blev dog også tid til en ø-ekspedition, hvor eleverne skulle finde forskellige poster med opgaver. Erfaringerne fra færgeturen til Livø fik flere til at forberede sig med en pose i lommen, inden turen gik hjemad. Selv om det også her blæste og vippede en del, var der så vidt vides ingen, som fik brug for deres poser.