Live-streaming fra foredrag om præsidentvalget

6. oktober 2020

Præsidentvalg i USA: De to præsidentkandidater Joe Biden og Donald Trump.

Efter at de seneste ministerielle sikkerhedsanvisninger under Corona-krisen er trådt i kraft, er der ikke mange sociale ud-af-huset arrangementer, der kan afvikles på landets uddannelsesinstitutioner. På VHG har man således måttet aflyse nogle studieture i den senere tid, ligesom en intro-tur til hovedstaden for de nye hf-elever forleden gik i vasken.
Så er det godt, der er noget, der hedder live-streaming, så der trods alt kan komme lidt inspiration udefra. I fredags var der således ca. 350 elever, der – via livestreaming – blev klogere på det kommende amerikanske præsidentvalg. Professor og valgekspert (og amerikaner) Derek Beach fra Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet (åbner i nyt vindue), holdt en forelæsning om emnet.

Eleverne sidder i hallen og lytter intenst til Derek Beachs analyse af vælgersegmenterne i USA

Det plejer at være nemt for siddende præsidenter at vinde genvalg, sagde han. Men intet er, som det plejer i en tidsalder med Trump. Trumps valg i 2016 var en overraskelse for forskerne, fordi mange vælgere opførte sig anderledes, end de plejer.

Valget i 2020 er endnu mere uforudsigeligt, mente han. Eleverne fik en grundig indføring i de forskellige befolkningsgrupper i USA, og hvordan de normalt ville stemme. Så de er nu godt klædt på til at følge den kommende måneds nyhedsstrøm fra Trump-land.

Eleverne sidder i Vesthimmerlandshallen og følger foredraget om præsidentvalg i USA på storskærmen.