Forårskoncert 🌸
4. maj 2022
God tradition blev genoplivet
I mange år er forårets komme og indledningen til eksamensperioden blevet markeret på VHG med en forårskoncert. Men sådan har det ikke været de sidste to år pga. pandemien.
Det var derfor tre glade musiklærere, der mandag aften kunne byde velkommen til en næsten fyldt koncertsal i Musikhuset ALFA. Gymnasiets forskellige musikhold og grupperinger viste, hvad de har lært i årets løb. Efter pausen tog det store kor, ledet af Anne Verdelin, over. Og selvom ingen af de medvirkende elever altså havde prøvet at optræde til en forårskoncert før, så skulle man tro, de aldrig havde lavet andet.
Første afdeling af koncerten blev afsluttet af en helt speciel gruppe. Det var det hold, der i skoleårets start havde meldt sig til at spille til den planlagte opsætning af “Den lille Prins”. Da den måtte aflyses, fik de en øveweekend som kompensation. Sikke en koncert de gav os under ledelse af musiklærer, Lisbeth Bæk Eriksen. Først fik vi “Lookalike” af Jarle Bernhoft and the Fashion Bruises. Så den charmerende “EGO” af gruppen Blæst med omkvædet “Gør det kun for mig selv”. For endelig at slutte af med “Save me from myself” med tekst og musik af Carpark North.
Tro, håb og kærlighed
Anden afdeling blev indledt af korlederens personlige beretning om, hvordan tilværelsen havde været, mens nedlukningen af koncertlivet stod på. Hvordan hun havde puslet med at sammensætte et repertoire, der ligesom skulle give troen tilbage, og efter den sidst tilkomne begivenhed, krigen i Ukraine, var temaet blevet “Tro, Håb og Kærlighed”. Hun fortalte også om, hvor dejligt det var at komme i gang igen. Først med korets tur til Berlin lige før påske, derefter koncerten i Svingelbjerg Kirke og nu til sidst forårskoncerten.
Det var da også dyb koncentration og sangglæde, der prægede korets præstation. Lige fra den indledende salme, “Du spø’r mig om håbet”, som har vundet Folkekirkens Nødhjælps 100-års sangkonkurrence, til den afsluttende “Evelyn” af Julie Maria.
Undervejs fik publikum også, som det sig hør og bør, lejlighed til at røre sangstemmerne. Indledningssangen kunne næsten ikke være en anden end Benny Andersens velkendte “Hilsen til forårssolen”, og til afslutning fik tilhørerne lært Sys Bjerres “Åbent hjerte”.