Comedy-break i den digitale undervisning

10. februar 2021

Vores elever fik sig noget af en overraskelse fredag formiddag. Midt i en af de mange virtuelle lektioner, som desværre er blevet dagligdagen efter corona-nedlukningen, blev de afbrudt.

Makkerparret Thomas Hartmann og Torben Chris underholdt med et 20 minutter langt comedy show. Derefter sluttede de af med en quiz til elever og lærere op til middagspausen. Det var gymnasiets ledelse, der i største hemmelighed havde planlagt denne happening for at muntre eleverne lidt op.

Det er et kendt trick, når man skal have et bestemt publikumssegment til at grine, at gøre sig lystig på modpolens bekostning. F.eks. at lave vittigheder om københavnerne til et jysk publikum. I det aktuelle tilfælde var fokus mest på de ældre.

Hartmann og Chris lavede med held nogle tankeeksperimenter, hvor de overførte nogle kendte størrelser fra de unges verden til pensionisttilværelsen. Hvad om man f.eks. udstyrede de gamle med et slags SU-kort, beregnet til klip over 5 år, og så lod det være op til den enkelte modtager, om han ville fyre pensionen af på et år med fest og farver eller leve en spartansk tilværelse ved at strække beløbet over 10 år? Det blev også til nogle jokes om ældrebyrden og om pensionister, der netdater og i det hele taget lever livet.

Et umage par

Det var grundstammen i deres humor, som de var fælles om, fortalte Thomas Hartmann, der er 51 år. Den yngre del af makkerparret, Torben Chris, der er 43 år og har børn, fik derimod lov til alene at give eksempler på den ”pruttehumor”, han godt kan lide.

Hartmann og Chris var undervejs selv inde på, at det ikke er så ligetil at overføre sådan en ”live-event” til skærmen, de ingen respons får. Normalt kan de høre på publikums reaktion, om det er med. På den måde får de en fornemmelse af, hvor grænsen for det sjove går hos tilhørerne.

Det svæver derfor i vinden, hvor meget de unge mennesker egentlig grinede derhjemme. Men de fik i al fald et behageligt afbræk i en ellers lang skoledag bag skærmen.

De to komikere Hartmann og Chris underholder vores elever med et digitalt stand-up show.