Fremlæggelse på “plast-tysk”
25. november 2020
Der har ikke været meget at more sig over i uddannelsessektoren den seneste tid med begrænset adgang til fysisk tilstedeværelse på bl.a. VHG og aflysning af sociale aktiviteter. Ikke desto mindre lykkedes det i sidste uge for 2.g-klasserne at gennemføre et flerfagligt forløb (FF), det fjerde i rækken. Disse forløb skal forberede stx-eleverne til arbejdet med et studieretningsprojekt i det afsluttende tredje år. Heri indgår bl.a. arbejde med basal videnskabsteori og faglig metode. I 2s arbejdede fagene tysk og naturgeografi sammen om temaet bæredygtighed.
Lærerne Pia Hauge og Solveig Uhrenholt Bigum havde på forhånd forberedt det materiale, eleverne skulle arbejde med. Desuden fik klassen på den første dag besøg af Stig Nielsen fra GENPLAST i Farsø, som de interviewede på tysk! Han er en af dem, der ved absolut mest om plasttyper i Danmark.
Viden om det tyske marked
På et andet tidspunkt kom en tidligere elev fra VHG, Sabine Møller, og fortalte om det tyske marked. Hun gav fif til, hvordan man kan målrette et produkt til tyske unge. Her påpegede hun, at Tyskland netop er et stort land, med store regionale forskelle. Under sit universitetsstudium har hun skrevet speciale om emnet ”markedsføring på sociale medier”. Senere har hun arbejdet med det tyske marked for Urtekram og arbejder pt. i Epoka. Her sælger hun genbrugt it-udstyr til det tyske marked (Tyskland, Schweiz og Østrig). Altså også en form for bæredygtighed.
I løbet af FF4-forløbet skulle grupperne udvikle innovative forslag til, hvorledes man kan leve mere bæredygtigt. Deres forslag skulle resultere i konkrete anbefalinger til en særlig målgruppe af tyske unge. Nemlig dem, der ønsker at leve minimalistisk efter “zero waste-metoden”. Anbefalingerne blev på den sidste dag fremlagt i en videopræsentation af 8-10 minutters varighed.
Facebook-film om bæredygtighed
Én af grupperne, med drengene Jakob, Lasse, Magnus og William som medlemmer, har fået deres film på VHGs Facebook-side (link åbner i nyt vindue). Her kan man se, at de trods alt har moret sig undervejs. Bl.a. når de, med tungen lige i halsen, forsøger at sælge deres budskab til de miljøbevidste unge tyskere, der er målgruppen. De har opsøgt forskellige lokaliteter i Aars under optagelserne, bl.a. en flaskeautomat og en genbrugsbutik, for at vise, hvordan den klimabevidste forbruger opfører sig.
De får også forklaret affaldstrekanten og præsenteret diverse plastiktyper. De fremviser endda resultatet af deres eget forsøg på at lave en bioplast af eddike og mælk og uden brug af fossile brændstoffer. Men den løsning fravælger de dog igen af hensyn til FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling.
Man mærker tydeligt, at de har fået meget ud af de to gæstelæreres besøg. Det var forventeligt, at Sabine Møller taler godt tysk. Derimod bliver man imponeret over det tysk, Stig Nielsen lægger for dagen på videoen, når han svarer på elevernes spørgsmål om, hvordan GENPLAST blev til. Virksomheden er en af de få i landet, der arbejder hen imod bedre ressourceanvendelse af plast ved at optimere genanvendelse af produktet. Stig Nielsen er initiativtager til, direktør i samt ejer af GENPLAST – en idé han fik for ca. 30 år siden.