Første skoledag for 60. gang

10. august 2020

Fire elever på fodboldbanen nyder det gode vejr og hygger sig første skoledag.

På onsdag, d. 12. august, er det præcist 60 år siden, at undervisningen på VHG startede. Ganske vist under lidt primitive forhold, idet det første hold på knap 50 elever var henvist til lånte lokaler på Aars Skole, hvor en ny tilbygning netop var taget i brug. Derved kunne gymnasiet få til huse i den gamle bygning, der gik under navnet 1905-afdelingen. Først i 3.g flyttede gymnasieeleverne ind i den nyopførte bygning på Jyllandsgade 52.

Indtil 1960 havde de unge fra området, der ønskede at gå i gymnasiet, måttet tage til f.eks. Aalborg eller Viborg. Det var der selvsagt kun en lille del af dem, der gjorde. Men med mekaniseringen af landbruget og affolkningen på landet, var der basis for at gøre noget ekstraordinært for intelligensreserven i fx Vesthimmerland.

Det var der et fremsynet sogneråd i Aars, der havde forståelse for, og det havde nedsat et udvalg til at arbejde med planerne. En udsendt delegation med borgmesteren og kæmneren i spidsen fik overbevist den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen om, at der var hold i ønsket om at bygge et sognekommunalt gymnasium i Aars. Det skulle hurtigt vise sig, at de havde set rigtigt. Inden længe steg ansøgertallet til det nye gymnasium kraftigt, og det blev senere nødvendigt at udvide kapaciteten. I dag har to ungdomsuddannelser, stx og hf, til huse på matriklen.

Anderledes første skoledag end for 60 år siden

I dag mødte således ca. 160 nye forventningsfulde elever op til deres første skoledag, 116 stx-elever og 43 hf-elever. Til forskel fra pionererne fra 1960 er der en masse ældre elever til at tage godt imod de nye og vise dem til rette. De bliver således budt velkommen af vores elevambassadører, der også står for et slags orienteringsløb rundt på gymnasiet og i Aars by.

Seks elever på Himmerlandsgade i Aars. De skal finde forskellige poster rundt omkring i byen.

Et større lærerkorps og ledelsen stod naturligvis også parat til at gøre overgangen fra grundskole til gymnasium så let som mulig. Fx blev eleverne introduceret til IT-systemerne. Der er også senere planlagt introduktionsture ud af huset.

Her var der ikke så mange lærere at tage af ved gymnasiets start i 1960. Borgmesteren måtte lægge øre til nogle spådomme om, at det ville blive umuligt at få adjunkter til at flytte til Vesthimmerland. Derfor iværksatte sognerådet et byggeri af nye lærerboliger i byen, bl.a. på Præstegårdsvej, så man kunne krydre stillingsopslagene med tilbud om enfamilieshuse, der kunne lejes på favorable vilkår. Og se, om ikke det lykkedes at få selv københavnere til at flytte til byen!

I 1960 kunne eleverne på forhånd vælge mellem at gå på matematisk eller sproglig linje. I 2020 placeres stx-eleverne i første omgang helt vilkårligt i fem grundforløbsklasser. Efter tre måneders grundforløb kommer de i den studieretningsklasse, de har valgt, og som resten af gymnasietiden foregår i.

Introduktion til studieretninger

I løbet af grundforløbet er der nogle ”introdage”, hvor de nye elever får lejlighed til at afprøve 2-3 studieretninger. Disse klasser har overskrifter som ”Sprog og kultur”, ”Sundhed og  biotek”, ”Samfund og verden”, ”Musik og kreativitet” og ”Natur og videnskab”.

Meget var således enklere i 1960. Dengang var der heller ikke noget, der hed Coronavirus! Se flere billeder fra første skoledag på vores Instagram-profil (link åbner i nyt vindue).

Seks elever foran det nye ungdomshus Hotspot i Aars.