Elever med i byplanlægning

25. juni 2020

Jørgen Jørgensen interviewer fem elever omkring deres deltagelse i projektet.

VHG-elever skal fremlægge deres idéer til byplanlægning for byrådet

Torsdag den 25. juni skal ingeniør og planlægger Merete Bach Hansen fra Vesthimmerlands Kommune i samarbejde med Jeanette Frisk, der er medejer af Arki_Lab, et arkitektfirma fra København, fremlægge forskellige ideer om bymidteplanerne i Aars for byrådet.

De to har været med til at facilitere en stor borgerinddragelsesproces, der har resulteret i rigtig mange gode borgerforslag. Også elever fra VHG har været inddraget i denne proces. Derfor skal de være med til at fremlægge de visioner, de har for, hvordan den gamle rådhusgrund skal se ud i fremtiden.

De gymnasieelever, der er med, har alle naturgeografi på højt niveau og kommer således fra forskellige klasser på gymnasiet. Deres lærer, Jakob Dyrman, udtaler følgende om elevernes deltagelse i projektet:

“I Naturgeografi på højt niveau indgår bæredygtig byplanlægning som en del af det pensum, eleverne skal igennem. Desuden fremgår det af læreplanerne for faget, at eleverne skal have blik for det, der sker i ens nærområde. Det var derfor oplagt at få eleverne inddraget i den store borgerinddragelsesproces. Eleverne fik yderligere det ”benspænd”, at de i et afgrænset geografisk område skulle lave en byudvikling, der tog udgangspunkt i bæredygtighedsprincipper. Det afgrænsede område, de skulle arbejde med, strækker sig fra det gamle rådhus til og med svømmehallen. Sagt med andre ord: Eleverne skulle koble teoriforståelse af bæredygtighed til konkrete byudviklingsplaner”.

Byplanlægning. Jeanette fra Arki-Lab fortæller eleverne om projektet.

Workshops med kommunen

I første omgang resulterede det i, at VHG-eleverne sammen med elever fra HTX på Erhvervsskolerne deltog i en workshop med folk fra Arki_Lab og Vesthimmerlands Kommune. Efter denne workshop fremlagde eleverne fra Vesthimmerlands Gymnasium så deres visioner. Det er på baggrund af disse fremlæggelser, Arki_Lab og planlæggerne fra Vesthimmerlands Kommune har inviteret eleverne fra gymnasiet til at fremlægge deres ideer for rådhusgrunden for hele byrådet på torsdag.

Eleverne kan “desværre” ikke selv være til stede til præsentationen, da de samme dag skal fejre, de er blevet studenter. Den obligatoriske studenterkørsel foregår nemlig på samme tidspunkt. Derfor har eleverne lavet en video, hvor de har samlet deres ideer og visioner. Videoen kan ses på YouTube (link åbner i nyt vindue).

Om processen siger en af deltagerne, Bjørn Grønning Petersen fra Aalestrup: “Det har været sjovt og spændende at koble teori med praktiske planer for et område som rådhusgrunden”. Og Katrine Styrishave Christensen fra Guldager ved Simested supplerer: “Der skal tænkes nogle tanker for at få teorien koblet til praksis”.  Det, der virkelig ærgrer deres lærer, Jakob Dyrman, er, at eleverne ikke fik mulighed for trække projektet til eksamen. ”Det ville have været det ultimative projekt at få til en eksamen, hvor teori kobles til det praksisnære”, udtaler han.