ATYPISK kunstudstilling

18. oktober 2022

Når man den sidste måneds tid har trådt ind på gymnasiet, er man blevet mødt af en yderst mærkværdig kunstudstilling. Udstillingen har fanget en del af elevernes opmærksomhed og fået dem til at stille spørgsmålstegn ved tankerne bag motiverne.

Udstillingen kaldet “ATYPISK” består af 7 plakater, som man den sidste måned har kunne beundre i gymnasiets kantine. Kunstneren bag udstillingen er eleven Marie Verdelin, som går i 3.g. Marie Verdelin kommer oprindeligt fra Aars og har været interesseret i kunst og tegning siden barnsben. Marie fortæller, at hendes kunst er inspireret af Michael Kviums værker, da de i hendes øjne også er særdeles atypiske. Derudover er navnet inspireret af den playliste, Marie sætter på, når hun tegner, der også hedder “Atypisk”.

Marie Verdelin

Efter at være blevet adspurgt, hvad tanken bag hendes kunst er, svarer Marie: “Det kommer primært fra, at jeg godt kan lide at skille mig ud og være anderledes fx gennem mit tøjvalg. Det kan også være billeder”. Hun uddyber, at hun gerne vil være med til at bryde normerne for, hvordan man skal se ud og være som ung i dag og vise, at det er i orden at skille sig ud fra mængden.

Et af Maries værker.

At skille sig ud

Udstillingen kan af mange godt opfattes som makaber eller voldsom. Marie Verdelin siger, selv at hun godt er klar over, hendes motiver kan fremstå vilde. Hun siger blandt andet: “Jeg kan huske, der var en mor, der sagde til mig, at de godt nok var makabre mine billeder”. Dog har det ikke været hensigten, at motiverne skulle være uhyggelige. Men da Marie først var gået i gang med at skabe sine motiver, synes hun det grafiske udseende var fedt. Derefter siger hun dog, at det med at skille sig ud kan føles voldsomt, eller at det kan være skræmmende at være anderledes. Derfor passer det egentligt meget godt til budskabet, at billederne kan virke uhyggelige.

Elever fra gymnasiet beundrer Maries værker i ALFA.

Hvordan startede det?

Mens udstillingen har været på gymnasiet, er der en del elever og lærere, der har spurgt Marie, hvad tanken bag den har været, og hvad der fik Marie til at ville udstille den. Marie fortæller, at det startede for 3 år siden, da hun gik på efterskole. Her begyndte at tegne motiverne, uden at der var en hensigt, men bare for hyggens skyld. Derefter var der mange, der så et talent i hende og rådede hende til at gå videre med det, hvilket hun nu har valgt at gøre.

Marie fortæller, at hun sætter sig til at tegne, både når hun føler sig presset af hverdagen, eller når hun bliver inspireret af noget . Hun udtaler, at det for hende føltes meditativt at fordybe sig i sin kunst. Hun fortæller videre, at hun har valgt, at motiverne lige netop skal være plakater, fordi hun selv har en del plakater og føler sig inspireret af grafisk design. Marie drømmer om at blive grafisk designer og derfor føler hun, denne udstilling er en god start på at opnå hendes drøm og samtidig udtrykke sig selv gennem kunsten.

Udstillingen er den 14. oktober blevet flyttet over i Vesthimmerlands Musikhus ALFA, så andre nu også kan beskue hendes kunst. Derudover kan plakaterne findes på hendes instagram profil @atypiskposters (åbner nyt vindue), hvor man indtil videre kan købe klistermærker. Dog er det tekniske ved print af plakaterne ikke på plads endnu. Derfor kan plakaterne kun forudbestilles med direkte henvendelse.

Marie foran sine værker i Musikhuset ALFA.