Ligesom man kan være ordblind og derfor have svært ved at læse og skrive, kan man være talblind og derfor have svært ved matematik. Hos nogle giver det også problemer med klokken, køreplanen, penge og tidsfornemmelse.
Der findes ikke en officiel test for talblindhed, ligesom der gør for ordblindhed. Derfor kræver det en større udredning at få diagnosen, og den kan vi ikke give dig på gymnasiet. Vi kan dog teste for matematikvanskeligheder.
Matematikvejledningen sørger for at alle klasser i både stx og hf gennemfører en indledende screening for matematikvanskeligheder. Derefter afholdes individuelle samtaler med de elever, der har vanskeligheder i screeningen. Der kan være mange grunde til at screeningen viser problemer, så vi tager en snak om hvad det kan skyldes.
Udvalgte elever tilbydes en længere individuel test for matematikvanskeligheder. Der bliver sat én time af til testen, så der også er tid til at tale om dine erfaringer med tal og matematik indtil nu, både i skolen og i hverdagen.
Hvis testen viser specifikke matematikvanskeligheder kan vi søge SPS-støtte hjem til dig. Det giver mulighed for individuel vejledning og forlænget eksamenstid. Dette gør vi kun, hvis du er med på at gøre en indsats og møde op til vejledningstimer.
Bliver du ikke tilbudt den lange test, men vil gerne have den, kan du også selv henvende dig til studievejlederen eller matematikvejlederen.Har du tidligere fået konstateret specifikke matematikvanskeligheder, og vil du gerne have hjælp fra skoleårets start, så henvend dig så snart du er optaget på gymnasiet.
Vores matematikvejleder
- Signe Ougaard, ou@vhim-gym.dk
