Dreams of Bowie – vellykket teaterkoncert

29. januar 2025

Dreams of Bowie. Diskofest på scenen i det afsluttende nummer, Let's dance.

Scenen er sat. Vi fornemmer allerede Bowie i rummet med den store, lysende stjerne midt på scenen omgivet af små og store podier med det rød/hvide mønster fra en cirkusarena, i siden af scenen hænger en ensom gynge. Her er plads til Bowies univers af skønhed, grimhed og det gakkede.

Musikken begynder, og intronummeret ”Hello spaceboy” brager ud i rummet i en dyster, rocket version med stor autoritet og overbevisning af sangerinden klædt som cirkusdirektør. Nummeret bliver afløst af den mere legende og poppede ”Under pressure”. Karaktererne på scenen bliver både hinandens og egne kontraster. Her møder vi blandt andet en sort heks, en diva med touperet hår og løbende mascara samt en Pjerrot-lignende klovn med udtværet makeup. Divaen overtager spotlyset i den smukke ”Life on Mars”. Det bliver et billede på den fallerede popstjerne i en vanvittigt smuk fortolkning af Bowies over 50 år gamle hit. Sangen fik i den grad nyt liv i VHG’s opsætning.

”China girl” sætter en helt ny scene, men leger stadig med kontrasten mellem det smukke og det grimme, hvorefter Pjerrot indtager spotlyset. Eller Pjerrot jagter sådan set spotlyset, der konstant slukkes for at lyse op et nyt sted, og Pjerrot må jagte rundt efter lyset og samtidig synge ”Turn and face the strange” i nummeret ”Changes”.

Det er en stor del af oplevelsen af ”Dreams of Bowie”, at vi skal konfronteres med det underlige. Det vi ikke helt kan definere og forklare. Og det er også det smukke ved forestillingen udover sangtalenterne og scenografien; det smukke er det, vi ikke kan definere. Pjerrot synger den velkendte frase: ”Time may change me, but I can’t trace time”. Smuk, smuk vokal, som tolker Bowies nummer i en flot, moderne version.

Bowie “lytter med” fra “den anden side”

Bowie elskede og levede for iscenesættelsen. Det lykkedes ham endda at iscenesætte sig selv efter sin død med sit post mortem-album, hvor nummeret ”Lazarus” stammer fra. Det indledes med: ”Look up here, I’m in heaven”. Dette dystre nummer bliver smukt iscenesat med heksemutter med sin kedel. Og igen mødes vi af kontrasterne, idet kæmpehittet ”Let’s dance” efterfølgende brager ud med diskomoves og fest og farver.

Modsætningen hertil, den faldne engel, som fortabt og ensom kommer ind fra sidelinjen, bliver VHG’s tolkning af ”Space oddity”, som handler om Major Tom, som er fanget i sin rumkapsel. Sidste nummer i teaterkoncerten bliver den ikoniske ”Heros”, inden alle deltagerne takker af med den mindre kendte ”Starman”.

Sikke en præstation! Sangere, musikere, scenografi og kostumer, samtlige elever har gjort et kæmpe arbejde og har samtidig i den grad levet op til forventningerne. Bowie lever videre gennem de unges smukke fortolkning. Og temaerne er tidløse; jagten efter lyset, mens det smukke og det hæslige evindeligt afløser hinanden. Magtkampe. Fest. Kærlighed. Og tanken om at hænge i en kapsel langt ude i rummet, så man kunne få det hele lidt i perspektiv, virker måske endda ikke så fjern i disse tider.

Spøg til side – VHG kan være stolte af de dygtige, kreative og modige elever, som har skabt en unik forestilling og en kæmpe oplevelse for både sig selv og alle, som havde glæden af at være publikum. ”We can be heroes – just for one day”!

Dreams of Bowie. Space boy danser på scenen med rød makeup og glimmer kostume.
Dreams of Bowie. Divaen synger Life on Mars.
Dreams of Bowie. To elever i klovnekostume synger smuk sang.