Adrenalinen er i beredskab, hvis man skulle forvilde sig ind på skolen i disse dage. Destruktionen råder, larmen hersker og en mulig bagmand er set luske langs de gennemsigtige plasticvægge, der intermistisk er sat op ...
Skolen som hjemsted for gys og gru ...
Alt synes i forfald på administrations- og lærergangen, og skulle man flygte ned i kælderen mødes man af samme uhyggelige syn. Måske kan det forklare, hvorfor selvsikre lærere har søgt ly i hjemmet bag angstens gardiner. Således har de to barske idrætsslagtere, polske Wiktor og bridge-Buur, barrikeret sig i hjemmets trygge rammer; - førstnævnte bag pigtråd og højt stakit, sidstnævnte under dynen, hvorfra der lyder spæde klynk. At de to aldrende Aarhus-lektorer tog flugten i en rød MG-sportsbil og med afspilleren tunet ind på I kan ikke slå os ihjel, kan ikke undre. Derimod er det langt mere chokerende, at skolens unge teammanager, der ellers plejer at være på forkant med alt og alle, synes sunket i jorden. Og sådan kunne man blive ved ...

Smadrede lokaler og ophængt plastic skræmmer ...
Bortset fra de fra de få tapre, som skal møde op, synes skolen alene at huse en flok destruktionsmænd, som med larmende bor, værktøj og andre potentielle gyser-redskaber hakker løs på vægge, døre, gulve og lofter. Alibiet er i orden, for de titulerer sig som håndværkere, men jeres rapporter kan kun tvivle, for lige nu er alt i forfald.

Det hævdes, at det her krater skal blive til lærerarbejdsarbejdspladser
Bag en lukket dør sidder skolens vicerektor samt jeres rapporter, og sidstnævnte kan fornemme, hvordan tordenmaskiner og infernalske lyde af nedbrud rykker nærmere og nærmere. Et kort øjeblik gribes rapporteren af et pludseligt skrækscenarie, som understøttes af blodet i Røde Mors Lil' Johnnys mund, som rapporteren forsøger at fornemme i høretelefonerne. Nu er det som om, at de står lige uden for døren med gyserfilmenes foretrukne pinselsredskaber, og det får rapporteren til udbrydde til vicerektoren ... Finito ... out ... vi er færdige. Vicerektoren forholder sig imidlertid helt i ro, og anes der ikke et lille gnækkende smil om læberne? Samme smil, som da han nød eksamensgennemsnittet ved den netop overståede eksamen. Og pludselig kan rapporteren høre tilfredse ord komme ud af vicerektorens mundvige ... Bliver dejligt at få et nyt solokontor - stort og lyst!

Bagmændende forsøger at skræmme nysgerrige sjæle væk fra destruktionen ...
Nyt kontor? Hvad tænker han dog på; - kan han dog ikke se, at det hele er ved at blive forvandlet til helvedets bombekrater, tænker rapporteren, rejser sig og bevæger sig ud i destruktionens gange. Her konstaterer han, at der er hængt gennemsigtig plast op på alle vægge, ligesom gulvene er dækket af tilklistret pap, hvilket giver frygtelige associationer til American Psycho.

Kommer man helskindet igennem?
I det fjerne kan han høre skovskaden skrige fra toppen af haltaget, og han fornemmer, at den advarer. Så ser han gennem en intermistisk plasticvæg, at en person er ankommet og nærmer sig med uhyggelige skridt. Plasten gør det lidt utydeligt, men skridtene synes velkendte.

Plasticvægge og murstensfyldte trillebøre - der smadres i uhygge!
Mastodonten, hvad skal han her? Er han bagmanden bag dette inferno af ødelæggelse, som synes forbundet med et livsforladt miljø? Trådene tager form, og et mønster synes at give svaret. Mastodonten, manden, der har infiltreret det skumle rapmiljø i en sådan grad, at der ikke er mere at hente her. Mastodonten, som veltilfreds kan konstatere, at årsskriftet er trykt og udgivet, hvorfor nye planer må igangsættes. Mastodonten, der i årsskriftet, forfølger kunstneren Mormor med stor begejstring og hans anarkistiske gengivelser af områdets byer med skæve og sammentrukne bygninger; - måske Mastodonten er blevet inspireret? Mastodonten, som har sendt den kære kone til Sydfrankrig, så han i ro og mag kan planlægge det lumske attentat mod vores skole.

Igennem denne lumske væg, fik rapporteren øje på den mulige bagmand, Mastodonten
Jo, rapporteren synes at vejre sensationens nyhed; - denne nedbryddende adfærd må på en eller anden måde have med Mastodonten at gøre. Nu hvor den ganske rap er efterforsket og udtømt, kan forklaringen være, at Mastodonten istedet har kastet sig over hærværk som efterforskningsemne.
Vel overbevist trasker rapporteren mod tasterne og gennem mursten fra nedbrudte vægge ...
Den halvbistre træner